LO-SKOLEN – HELSINGØR

Med rødder tilbage fra den danske arkitekturs guldalder, besidder LO-Skolen i dag historiske og moderne faciliteter, som er kendt for sin kulturhistoriske værdi og unikke arkitektur.

LO-skolen (også kendt som Konventum) er tænkt, tegnet og opført i årtierne efter 2. verdenskrig, i hvad man kalder dansk arkitekturs guldalder. Byggeriet begyndte i 1966 og skolen blev indviet i 1969.

Siden indvielsen er skolen fra 1974 til 2007 løbende blevet tilbygget for at følge med tidernes efterspørgsel på større og flere faciliteter. Således at LO-skolen også den dag i dag er et moderne kultur-, konference-, kursus- og uddannelsescenter, med moderne og tidssvarende faciliteter.

I 2010 blev skolen Danmarks yngste fredede bygning, på grund af sin signifikante kulturhistoriske værdi og unikke arkitektur. Skolen er tildelt Helsingør Kommunes Hæderspris for byforbedring og indeholder desuden en af Danmarks største private samling af nutidskunst fra 1950erne til i dag.

Tyréns A/S (som da skolen blev bygget hed HaCaFrø) har været rådgivende ingeniører fra første spadestik, igennem de mange udvidelse og frem til i dag, hvor vi stadig er skolens faste ingeniør. Vi har derfor et unikt kendskab til skolens historie og de ingeniørfaglige løsninger den indeholder.

Rådgivningsopgaverne har gennem tiden været mange og omfattende. Fra projektering af den oprindelige bygning, til en lang række projekter: bl.a. løbende udvidelser af konferencefaciliteter og værelseskapacitet, samt løbende renovering af eksisterende faciliteter og installationer.

Senest har vi medvirket til at udarbejde en drift- og vedligeholdelsesplan, der både skal fastholde det meget høje kvalitetsniveau, som kendetegner den løbende vedligeholdelse af bygningerne – og samtidig tage højde for, at skolen er en fredet bygning.